Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

19.05.08 Europæere ønsker lighed – Špidla fordømmer fattigdommen

19. May. 2008 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Af Peder Munch Hansen

Uligheden i samfundet er for stor. Gabet mellem det, som de rige sluger, og det, der bliver tilbage til resten, er for stort. Men de rige scorer også de kommende fem år en større del af samfundets kage. Kløften mellem rig og fattig bliver større.

Sådan er opfattelsen blandt borgere i store dele af verden. Men især tyskerne og franskmændene er imod den store ulighed uden nogen tro på, at de rige ikke fortætter deres fangster, og de fattige i de kommende år får mere til at mætte sig selv og deres sultne børn. En meningsmåling i Financial Times viser, at der trods modstanden mod uligheden nok er et flertal, der mener, at de regeringerne kan beskatte de rige hårdere, men flertallet er ikke så stort som flertallet mod uligheden.

Fattigdom og ulighed er kommet på den europæiske dagsorden. EU-kommissionen har gjort år 2010 til året for kampen mod fattigdommen og den sociale udelukkelse. Lørdag sagde EU-kommissær Vladimír Špidla i Bruxelles ved en konference om fattigdom, at vi i EU ikke kan acceptere, at 78 millioner borgere er ramt af fattigdom, og lige så mange marginaliseret i samfundet.

Kommissæren for arbejdsmarkedet, de sociale spørgsmål og ligestilling insisterede på, at alle må tage del i kampen mod fattigdommen. EU må gå ind i kampen og støtte medlemsstater, der har særlige problemer. EU’s socialfond er et middel til den kamp. Men EU sætter også 17 millioner euro af til initiativer under fattigdomsåret.

Solidaritet er et nøgleord i Europa, understregede Spidla. Den er en af søjlerne under den særlige europæiske sociale model. Og det er den solidaritet, der skal bygges videre på.

- Vi har ikke noget andet valg end at fortsætte på vejen mod større lighed, der ikke efterlader nogen tilbage på i vejkanten, sagde Vladimír Špidla.

Men det er den solidaritet og vej, europæere og også borgere i både Kina, Japan og USA ikke tror på. De venter også, at uligheden bliver større ifølge FT’s undersøgelse. 80 procent af japanerne tror, at forskellen mellem rig og fattig tager til de kommende fem år. I Kina er det færre, men dog 60 procent og i USA 78 procent. Men i Tyskland har næsten ingen en tro på, at udviklingen vender. Op mod ni ud af ti forudser, at uligheden er større om fem år.

Tyskerne er også dem, der er mest imod uligheden. 87 procent af borgerne finder, den er for stor, viser undersøgelsen af holdningerne til ulighed i otte væsentlige industrilande.

Men tyskerne er også ramt af en betydelig fattigdom. En rapport fra det tyske arbejdsministerium viser ifølge Radioavisen, at hver fjerde tysker nu er fattig eller kun klarer sig ved offentlig hjælp. I Tyskland er der for tiden en debat om uligheden og fattigdommen. Debatten har fært til, at tanken om en mindsteløn er blevet aktuel. Fagbevægelsen og socialdemokraterne støtter tanken, men SPD’s koalitionspartnere i regeringen, CDU og CSU er imod.

Undersøgelsen i FT viser, at godt 60 procent af tyskerne mener, at de rige bør beskattes hårdere. I Japan har knap 80 procent af borgerne den holdning.

I USA har en ny rapport om uligheden også åbnet for debatten. Rapporten viser, at hverken familier med lave indkomster eller middelindtægter har fået noget ud af de økonomiske gevinster siden 90’erne.

En undersøgelse fra FN viser, at de 50 rigeste i verden tjener mere end de 416 millioner fattigste i verden.

Men de rige har også store udgifter. En russisk milliardær har netop hyret den britiske sanger og pianist Elton John til at spille ved et privat selskab. Russeren betaler ifølge det belgiske METRO 5,2 millioner dollar for ulejligheden. Det er dog ikke rekord. The Rolling Stones fik 7 millioner dollar for at komme og fejre en milliardær fra Texas, der fyldte 60 år.

Langt større beløb måtte den russiske milliardær Roman Abramovitch dog af med for to omdiskuterede billeder af Lucien Freud og Francis Bacon. Ifølge The Sunday Times købte russeren, der også ejer fodboldklubben Chelsea, billederne for hhv. 33,6 millioner dollar og 86,3 millioner dollar.
Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.