Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

05.07.11 Europas forsikringsselskaber har milliarder i Grækenland

05. Jul. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

De europæiske forsikringsselskaber er robuste. Men går Grækenland bankerot, skaber det en krise i hvert tiende selskab.

Den ny europæiske overvåger af forsikringsselskaber, EIOPA, siger efter en test af 221 selskaber, at de undersøgte firmaer, der dækker 60 procent af branchen, generelt er velfunderede. Over 90 procent af selskaberne har den kapital, der sætter dem i stand til at imødegå nye finanskriser og naturkatastrofer.

Men hvert tiende firma har ikke den nødvendige kapital i baghånden, hvis de værste scenarier bliver en realitet. Selskaber har store summer i klemme i Grækenland. Alene de franske forsikringsselskaber ligger inde med for omkring ni milliarder euro i græske statsobligationer.

BBC skriver samtidig, at den tyske regering opfordrer selskaber til at deltage i redningen af den græske økonomi. Allianz skal have accepteret at skyde 300 millioner euro i projektet.

Ifølge the Guardian vil også et nyt sammenbrud på ejendomsmarkedet føre til tab på knap 4,5 milliarder euro og behov for nye kapitalindsprøjtninger i forsikringsselskaber.

Generelt har forsikringsselskaberne færre penge ude at svømme end bankerne i kriselandene og her først og fremmest Grækenland. Derfor frygter også de selskaber, at der ikke kommer en god slutning på den græske tragedie.

Frankrig og Tyskland arbejder stadig på en mere omfattende plan for at sikre den græske økonomis overlevelse og dermed undgå en krise i de to landes banker. Det antages, at franske banker har 50 milliarder euro i klemme, mens de tyske har 30 milliarder euro og britiske blot 15 milliarder euro i de farefulde græske skær.

Kreditvurderingsselskabet Standard & Poor udtalte i går ifølge The Telegraph, at det vil betragte en omfattende ny pakke med lånegarantier og langfristede, billige lån på op til 30 år som en misligholdelse af de græske forpligtelser. Tyskland og Frankrig stiler mod en omlægning af op til 30 milliarder euro af den græske gæld.

Den europæiske centralbank, ECB, har hidtil fastholdt, at en ny plan med indskud i Grækenland er afhængig af, at intet kreditvurderingsselskab erklærer landet for bankerot. Dow Jones siger, at Grækenland allerede er bagud med den følgepolitik og de økonomiske fremgange, der ligger bag den seneste hjælp, der blev godkendt i sidste uge. I et interview i Wall Street Journal siger lederen af den græske opposition, Antonis Samaras, at hjælpepakken er en fejl, og at Grækenland har brug for flere penge allerede i september.

Til finsk TV siger landets ny premierminister, Jutta Urpilainen, at Finland ikke går længere i hjælpen. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.