Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Græsk politisk storvask efter vedtagelse af nødlove

13. Feb. 2012 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

13.02.2012 Græske politiske partier ekskluderede i aftes en række medlemmer af partiet, efter de havde stemt imod nødlovene. Lovene skal sikre landet 130 milliarder euro i hjælp fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF, og en nedskrivelse af private kreditorers krav med omkring 100 milliarder euro.

Samlet støttede 199 af de 300 medlemmer i parlamentet nødlovene. Men begge store regeringspartier havde medlemmer, der stemte imod og fik fyresedlen. Reuters skriver, at premierminister Lucas Papademos’ Nye Demokrati sagde farvel til 21 af 83 parlamentsmedlemmer, mens den tidligere premierminister George Papandreou og socialistpartiet PASOK ekskluderede 20 af sine 153 medlemmer.

Over 60 procent af den græske befolkning kræver ifølge en meningsmåling hurtige valg, men de er udsat til april. Det frygtes, at det højrepopulistiske parti LAOS vil få større støtte på sin modstand mod de nye politiske indgreb, der betyder nye besparelser. Også den yderste venstrefløj ventes at få fordel af et hurtigt valg.

Over 100.000 grækere skønnes at have deltaget i demonstrationer mod indgrebene søndag aften. Demonstrationerne førte til voldelige opgør med politiet, og adskillige bygninger blev sat i brand.

Premierminister Papademos anklagede de voldelige demonstranter for at udføre en vandalisme, der intet havde med demokrati at gøre og ikke ville blive tolereret.

Det konservative parlamentsmedlem Costis Hatzidakis sagde ifølge Reuters, at man ikke kunne tolerere, at populismen brændte landet ned.

Den ny græske nødplan, der blev dikteret i sidste uge, strammer op i den, som regeringen ellers så som det yderste, den kunne strække sig til. Planen skal sikre, at Grækenland kommer ned på en gæld på 120 procent af BNP i 2020. Gælden var på 160 procent i efteråret og har taget et yderligere hop i vejret.

Den ny plan betyder, at yderligere 15.000 grækere må sige farvel til deres job inden for det offentlige, en række arbejdslove vil give færre rettigheder, og minimumslønnen falder fra 751 euro til 600 euro for nyansatte. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.