Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

16.08.11 Merkel og Sarkozy mødes i ny krises kølvand

16. Aug. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og den tyske kansler, Angela Merkel, mødes i dag endnu en gang for at komme nærmere på en varig løsning på krisen i EU og først og fremmest eurozonen. De to landes ledere sagde efter det særlige topmøde for eurolandene den 21. juli, at de ville stykket et forslag sammen i august, men det er ikke ventet, at mødet i Paris i eftermiddag finder den endelige formel på en løsning af krisen.

Flere og flere økonomer og også eurolande taler om, at løsningen hedder euroobligationer, så eurozonen får et tilstrækkeligt økonomisk instrument, når et lands økonomi skrider og bliver udsat for spekulation. Det antages, at den særlige stabilitetsmekanisme, EFSF, kan få op mod 1.000 milliarder euro at råde over og dermed mere end det dobbelte af i dag, hvis der indføres euroobligationer.

Den franske økonom Jacques Delpha, der er medforfatter til et papir om euroobligationer, sagde i weekenden, at holder man sig bare til det, som blev vedtaget den 21. juli, så er der ikke nogen eurozone ved årets udgang. Der skal mere til.

Tyskland hører imidlertid til de lande, der hidtil er gået imod euroobligationer. Finansminister Wolfgang Schäuble sagde i weekenden i et stort interview med Der Spiegel, at Tyskland stadig var imod. Schäuble nedtonede krisen og påpegede, at de økonomiske tal generelt var gode. Især var han tryg ved, at inflationen stadig var under kontrol.

Fra anden tysk side hedder det imidlertid nu, at det haster med at få euroobligationer. Formanden for eksportsammenslutningen BGA, Anton Boerner, siger, at det er nødvendigt at indføre dem på strenge betingelser. Alternativet er, at efter Italien så vil Frankrig miste sin kredittroværdighed, og herefter kan også den tyske blive bedømt lavere.

Bekymringerne får gødning, efter nye tal for den tyske økonomi viser, at væksten nærmest er gået i stå. Den var ventet at være på 0,5 procent i andet kvartal, men nåede kun op på 0,1 procent. Ifølge BBC viser spanske tal samtidig, at væksten her kun nåede op på 0,2 procent mod 0,3 procent i første kvartal. Euroen tabte terræn på de asiatiske finansmarkeder i nat.

Utilfredsheden med euroen vokser

På mødet i Paris i dag ventes Merkel og Sarkozy især at drøfte, hvordan den økonomiske styring i eurozonen kan forbedres. Den ny franske leder af IMF, Christine Lagarde, sagde til Financial Times, at det helt afgørende er, at regeringerne holder fast i deres krisepakker og får balance på de nationale budgetter. Dermed siger også Lagarde, at der er behov for bedre ledelse.

Schäuble erkender i Der Spiegel, at der mangler en styring i eurozonen. Han peger imidlertid også på, at det var politisk umuligt i sin tid at få både en monetær og en økonomisk union. Mere taler for det nu, men der er stadig lang vej med det europæiske projekt.

En meningsmåling i Holland viser da også, at en økonomisk og monetær union ikke er lige om hjørnet. Et stigende antal hollændere er således godt trætte af at støtte kriselande. Hele 54 procent af befolkningen finder, at Grækenland og andre kriselande i periferien af eurozonen burde smides ud af samarbejdet. En anden meningsmåling viser, at 48 procent ønsker, at Holland kommer af med euroen og får sin egen valuta tilbage.
 I Slovakiet siger formanden for parlamentet, Richard Sulik, ifølge tyske DPA, at EU er ved at blive en gældsunion.
- Det er ligesom Sovjetunionen. Vi har aldrig tilsluttet os sådan en uniun, siger Sulik. pmh



Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.