Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

03.06.11 ECB-bankchef ønsker finansministerium i EU

03. Jun. 2011 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

Mens EU og IMF forhandler kriseløsning for Grækenland, lægger den afgående chef for den europæiske centralbank ECB, Jean-Claude Trichet, op til, at EU får et finansministerium. En gang i fremtiden bliver det nødvendigt, at EU har magt til at nedlægge veto mod nogle EU-landes økonomiske politik.

I en tale i tyske Aachen Kristi Himmelfartsdag spurgte Trichet, om det var at gå for langt, hvis myndighederne i euroområdet fik en langt mere vidtrækkende og autoritativt rolle i udformningen af landenes økonomiske politikker, hvis de er på farlige afveje.

- At sætte ind over for fremtidens udfordringer kræver, at man styrker den økonomiske unions institutioner – ø’et i ØMU. Vil det være for dristigt at forestille sig et Finansministerium for Unionen på det økonomiske område med et indre marked, en enhedsmønt og en fælles centralbank?

Centralbankens formand, der træder tilbage til oktober, mente ikke, at EU’s finansminister direkte skulle stå for budgettet, men direkte overvåge landenes finanspolitikker og konkurrencepolitikker. Gav de problemer, så måtte man imidlertid kunne gribe ind.

Trichets tale blev ifølge Irish Times fulgt op af ECB’s cheføkonom, tyskeren Jürgen Stark, der sagde, at hvis lande, der var i vanskeligheder, ikke gennemførte de nødvendige tilpasninger af deres økonomier, så var indblanding i deres nationale politikker en nødvendig måde at sikre, at den monetære union fungerede ordentligt.

Skarp kritik af Trichet

Trichet møder imidlertid hård kritik i flere lande. En leder i det tyske dagblad Frankfurter Allgemeine Zeitung kalder forslaget alt for vidtgående. Det går så langt, at ”medlemslande, som må blive tvunget til at opgive deres selvstændighed, må spørge sig selv om, hvad der er tilbage af deres demokrati og almindelige suverænitet.”

The Mail tordner mod forslaget. Det bemærkes i Storbritannien, at det også vil berøre lande, der ikke er i eurozonen.

David Prosser skriver i britiske The Independent, at Trichets udtalelser på den ene side er guf for alle euroskeptikere. På den anden side, hedder det, så er tankerne en logisk konsekvens af krisen i eurozonen også, selv om ideen vil blive skudt ned i medlemslandene. Det har således kun taget 12 år at vise, at kritikerne af euroen havde ret, da de advarede om, at den manglede en finanspolitik. Skal krisen overvindes, og euroen have en fremtid, og ikke-euro-lande også have en fordel af det indre marked, så må der efter Prossers mening være en mekanisme, der sikrer, at alle spiller med efter spillets regler.

”Hvis ikke en finansminister, så et alternativ, som euroskeptikerne vil finde lige så ubehagelig,” skriver Prosser. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.