Nyheder, baggrund og overblik over faglige spørgsmål inden for EU direkte fra LO, FTF AC’s redaktionen i Bruxelles.

Finansministre i EU truer Ungarn med stop for strukturpenge

25. Jan. 2012 | By testmanden

Send til en ven |
X

Send artikel til en ven

Dit navn:
Din e-mail:
Din vens e-mail:

25.01.2012 EU-landenes finansministre og EU-Kommissionen truer Ungarn med stop for penge fra samhørighedsfonden i EU, hvis regeringen ikke får orden på sit budget og bringer underskuddet under tre procent af BNP. Ungarn fik en løftet pegefinger i 2009 og en henstilling om, at budgettet højest måtte have et underskud på tre procent i 2011, men den henstilling blev ikke fulgt.

I konklusionerne fra finansministrenes møde hedder det, at der højest vil være tale om en formel opfyldelse, og det skyldes, at der var ekstraordinære indtægter sidste år som følge af særlige indtægter ved overførsel af pensionspenge til staten på ti procent af nationalproduktet. Ministrene finder, at underskuddet kommer op på 3,7 procent i 2013, og at der samtidig ikke er gennemført de strukturreformer, der er lovet.

EU-kommissær Olli Rehn sagde på et pressemøde, at Ungarn ikke kunne få direkte straf, da landet ikke er medlem af eurogruppen og reglerne for dem. Men Ungarn kunne få stoppet strømmen af penge fra EU’s samhørighedsfond. Et stop for penge kan allerede ske fra 1. januar næste år.

Olli Rehn understregede, at EU-landene nu er under stærkere overvågning, efter den særlige pakke med seks forslag til økonomisk styring trådte i kraft i december. Styringen følger op på det europæiske halvår eller semester. Kommissæren fandt, at advarslerne viste, at pakken virker og stiller strammere krav til landenes økonomiske politikker.

Ungarn modtog allerede i 2008 hjælp fra EU og Den Internationale Valutafond. IMF på 20 milliarder euro. Den nuværende centrum-højre-regering forsøgte at klare sig uden støtte, men mønten har siden været under pres og står rekordlavt i forhold til euroen. Landets kreditværdighed har som grækernes en junk-status, selv om gælden ”kun” er på 82 procent af BNP eller det halve af grækernes.

Ungarn har behov for betydelige lån for at klare underskuddet på statens budget og afdrag og renter af gælden. Regeringen ønsker ifølge BBC en aftale med EU og IMF om en udskydelse af renter og afdrag på lånet på 20 milliarder euro. pmh

Om Fagligt.eu

Fagligt.eu er fagbevægelsens portal om EU med nyheder, baggrund og overblik. Her kan alle med interesse for især den sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål følge med.

Fagligt.eu drives i et samarbejde mellem LO, FTF og AC. Redaktionen sidder i Bruxelles og kan kontaktes på mail.